Til Fars 90 års fødselsdag

Det var så dejligt vejr ude på landet. Solen skinnede og fuglene sang til trods for at det var  hen på efteråret. Nede fra det store gods kom en hestevogn i rask trav, læsset med 4 slagtesvin, der ikke vidste hvilken fremtid der ventede dem. På den lille station var der travlhed. Kasser med dejlige røde og gule æbler blev kørt frem, klar til at blive fragtet videre med toget.

Henne i ledvogterhuset var der også travlhed denne torsdag morgen. Faderen i huset havde været tidligt oppe, og havde inden han skulle møde på arbejde nået at bage en kage og pyntet en flot lagkage, thi han var uddannet bager og konditor. Der skulle nemlig være fest i det lille hjem. Husets yngste havde fødselsdag, hun blev hele 2 år.

Nu ringede den store klokke uden for huset. Det var tegn på at toget snart ville komme og at bommene skulle ned. Faderen, Ananias Christian, for det hed han nemlig skyndte sig at sætte den sidste flødeskumsklat på lagkagen, gned hænderne i karkluden og fik givet sin kone et hurtigt farvel kys, for han var en kærlig fader.

Den ældste af børnene  Hans Ewald var hans navn, for han var opkaldt efter sin farfar, var en rigtig dreng på 8 år, han havde haft fødselsdag for 10 dage siden, så nu var han en stor dreng, havde  for længst taget sin kasket og var på vej til skolen. Hans lillesøster Ingeline Cæcilie, hun var opkaldt efter sin faster, der var 6 år havde så inderligt bedt om at måtte blive hjemme fra skole, for hun syntes at det var så spændende  med den lilles fødselsdag, og sæt at hun gik glip af noget, men nej. Hun skulle selvfølgelig  i skole som sædvanlig og Ewald havde pligtskyldig taget hende ved hånden,  for han var en rigtig dreng, men så snart de var ude af syne havde han sluppet taget  for ingen af de andre drenge i klassen skulle se at han holdt en pige i hånden.

Ude i haven stod flagstangen, den undrede sig, for der plejede nu at være hejst et flag op i dets top når der var noget at fejre, og en 2 års fødselsdag var da en begivenhed, der også burde fejres. Men nej. Den lille familie syntes ikke om det flag man brugte på den egn. Det var med striber på langs og så var det et oprørsflag. Så flagstangen måtte nøjes med det sorte bånd der var malet på stangen. Men inde i stuen havde de et lille flag på en stang. Det var et smukt flag, rødt med et hvidt kors i, symbolet for et lille land der lå langt, langt oppe mod nord og hvor faderen havde arbejdet som ung og så var korset også et kristent symbol, men alt dette vidste børnene ikke ret meget om for de var jo stadig uvidende om livets alvor.

Den lille Annemarie, der havde fødselsdag, også hun var opkaldt efter en i familien, eller snarere 2 for at det ikke skulle være lyv, nemlig sine to mostre, sad og legede med sin storebror på 3 år. Han bar det mærkelige navn Berthold, ja han hed da også Christian, men så hed han for resten også Heinrich, lige som sin farbror. De morede sig med at lege med en hest og så en dukke, som den lille fødselar  havde fået i fødselsdagsgave af sine forældre. Den var ganske vist hjemmestrikket, for der var ikke meget at gøre med i det lille hjem, men hvad gjorde det. Det var dog så dejlig en dukke, og så var det hendes.

Inde i sovekammeret var der også travlhed. Den fremmede dame som var kommet for lidt siden gav ordrer, fyld den største gryde med vand og sæt den over komfuret, men tjep. Det haster. Hvor er håndklæderne, flere lagner og voksduget, hvor er den. Ordrer og spørgsmål fløj igennem luften. Børnene som sad ude i stuen kunne fornemme at der var noget ved at ske, men vidste intet om livets fortrædeligheder og smerter så de legede trøstigt videre.

Christian som havde fået hævet bommene efter at toget prustende var passeret, skyndte sig hen til stationen for at hjælpe med at få den meget gods indladet i godsvognene. Stationsforstanderen løftede det grønne flag, og lokomotivet gav et skingrende fløjt inden det satte sig i bevægelse igen.

Om det nu var fløjtet der var årsagen, det vides ikke, men man kan nok have sine anelser, for samtidig lød der også et skrig inde fra soveværelset, og moderens stønnen ophørte brat. I sine arme holdt jordemoderen, thi det var hende der sådan havde kommanderet og regeret inde i soveværelset, en lille dreng. Om han var køn kunne de ikke blive enige, men han så da sund og stærk ud og ville sikkert få et langt liv.

Nu vidste faderen jo at der var noget i gærde derhjemme, og så snart  sit snit til at komme hjem og deltage i glæden.  Nu var der 2 fødselsdage der kunne fejres.

Om mandagen 4 uger efter var der atter fest i ledvogterhuset, der skulle være barnedåb. Husets fineste dug var lagt på bordet men hov, hvorfor havde man placeret det blomstrede servante fad midt på bordet, skulle det bruges til suppen. Så bankede det på døren og ind trådte en mand i en sort kjole med et sjovt hvidt slips, det var præsten thi sådan så præstekjolen ud på den egn. Den lille dreng havde også fået en kjole på, men den var hvid. Nu blev den lille døbt ved spisestuebordet og fik navnet Peter Andreas, opkaldt efter sin oldefar og morbror, men det allervigtigste var at han blev Guds barn med ret til at kalde Gud for far, men det kunne den lille jo ikke forstå, så det formanede præsten de stolte forældre at det var nu deres ansvar at fortælle ham om den store gave. Ja Hans Mumm, og Johs. Schöning og mormor Anna Marie Caroline  fik den samme vigtige opgave. Da dagen var til ende og familien var gået til ro, lå moderen og tænkte tilbage på de mange gange de havde været samlet til dåb, især dvælede hun ved lille Fritz  der kun blev 8 måneder og nu var det allerede 4 år siden han døde, men han var jo hjemme hos Gud og det var trods alt en trøst.

Og dagene gik, børnene voksede, de legede som børn gør, drillede hinanden, heldigvis var de jo 2 drenge og 2 piger som kunne stå sammen, den lille Peter talte ikke med for han var så lille.

Togene kom og kørte igen, bommene gik ned og op. Dagene var opfyldt af pligter for de travle forældre, men så en dag skete der noget. Henne på stationen stod en godsvogn helt alene, gad vide om den kedede sig, vi ved det ikke for en togvogn kan jo ikke tale.

 Stationsforstanderen  med sin blanke kasket kom og skrev med store bogstaver Harreslev ud for modtagerstationen. I hjemmet blev alt pakket ned og anbragt i godsvognen, men det var snart en rutine for dem. for det var 4 gang de prøvede det efter at de havde stiftet hjem i Sønderborg. Først til Avnbøl, så til Hovslund i det milde Sønderjylland og så ned til Wahlstorf hvor man talte et helt fremmed sprog.

Børnene var fyldt af uro, for vist var det spændende at skulle til et nyt sted, men samtidig skulle de forlade deres lege- og skolekammerater. Mens de kørte mod nord tænkte faderen på, hvordan mon hans tipoldefars rejse langt, langt sydfra og op til egnen ved Læk mon var foregået for de snart 150 år siden.   

Men som det jo ofte går, børnene fik nye legekammerater i den nye by, og der var nogle der også kunne deres gamle sprog og så var de kommet meget nærmere deres familie. Så en dag  var der igen hektisk aktivitet i soveværelset og en dejlig søndag i september meldte en ny verdensborger sin ankomst med et gevaldigt skrig. Alle syntes at han var så charmerende. Da de skulle holde fødselsdag for de to små i oktober hvad var da mere nærliggende end at slå barnedåben sammen med det, og sådan blev det og det var endda på en søndag, men om han blev båret op ad kirkegulvet eller dåben foregik hjemme ved stuebordet fortaber sig i historiens tåge.

Også denne gang var mormor fadder, men de to onkler Herman   den lille efter dem, så han fik navnet Friderich Hermann. Ingen kunne vide at der 20 år senere ville være en krigsgal mand med samme navn som tyranniserede Europa.

Intet varer ved, og det gjorde heller ikke tiden i Harreslev. Endnu engang blev hele bohavet læsset ind i en jernbanevogn og kørt langt, lang mod syd, helt ned til en lille by der hed Horst, men da der nu er flere byer der hedder det samme så havde den Holstein i enden. Faderen var blevet forfremmet til assistent, om der også fulgte en ekstra stjerne på reverset fortæller historien intet om, men der fulgte endnu en stor gave med, for en kold onsdag i april meldte en lille pige sin ankomst. Nu syntes moderen at det kunne være nok, så mange munde at mætte, bleer at vaske og lange strømper at stoppe, thi både drenge og piger brugte lange strømper for det sparede på drengenes lange bukser, så dagen var fuldt optaget for hende. Alt var blevet så dyrt og verdenskrigen hærgede gennem Europa, det var ikke noget at sætte børn til verden i en sådan urolig tid, så nu skulle det være slut.

En søndag i maj kom der gæster med toget , det var tante Helene og onkel Peter samt deres datter Mathilde fra Hamborg som kom for at stå faddere for den lille, som fik navnet Helene Petrine, og denne gang foregik dåben i en rigtig kirke.

Og livet gik videre, børnene voksede, drillede hinanden, trøstede hinanden og stod sammen når andre var efter dem. Far og mor talte ofte om at komme nærmere familien oppe mod nord, og da der viste sig en mulighed for forflyttelse så blev en togvogn atter fyldt med alle deres møbler, potter og pander, legetøj, cykler og havde de ellers havde fået samlet sammen og så gik det mod den gamle by Slesvig, som ligger ved den skønne Slien.

Den aftale som forældrene havde  holdt ikke, det gjorde verdenskrigen heldigvis heller ikke, og snart blev familien velsignet med endnu en ny verdensborger, som trådte ind på scenen en kold lørdag i december. Man kan vel kalde ham et efterkrigs barn. Han fik navnet Axel Adolf, uden nogen forbindelse med maleren fra Wien, der blot 14 år efter skulle ændre verden.

Hverdagene faldt ind i en god rytme i huset i Mellemgade. Faderen havde sit arbejde nede på by-banegården men somme tider måtte han tage den lange tur til banegården ude på Frederiksbjerg.

Mange gange blev de store sendt ned med frokosten til deres far. Blandt kollegaerne på banegården mødte faderen  også nogle som havde været i Nordslesvig og der havde mødt dansk kultur. Den redelige socialdemokrat Hermann Clausen var en af dem. Snart fik man dog noget nyt at tænke på for der skulle, takket være paragraf 5, være afstemning om deres hjemegn skulle hjem til Danmark igen efter at det havde været under Preussen i næsten 60 år. Der blev holdt møder, delt løbesedler ud, og en ny avis Der Neue Schleswiger blev dagligt læst i det lille hjem. Håbet havde man haft alle årene og nu  så det ud til at kunne opfyldes. Stor var sorgen i hjemmet, ja i mange hjem i by og på land da man blev klar over at man slet ikke fik lov til stemme sig hjem til Danmark. Preusserne jublede og i skolen blev de danske børn mobbet, men det begreb var slet ikke opfundet endnu, så vi kalder det drilleri. Det hændte ikke så sjældent at de blev overfalden, så de måtte stå sammen for at forsvare sig, og alligevel kom de hjem med sår og rifter og tøjet i laser, så deres mor måtte have fat i nål og tråd. Da Kong Chr. X for første gang besøgte Sønderjylland ville han også gerne hilse på Sydslesvigerne der ikke kom hjem så faderen tog nogle af børnene med op til Kruså, hvor de for første gang så den danske regent.

Der blev startet danskundervisning  hvor Jørgen Jørgensen underviste efter skoletid.

Men så en dag kom man kørende hjem med faderen på en trækvogn, han var faldet nede på banegården og havde slået sig slemt. Et kort sygeleje fulgte, men en torsdag i oktober bar man kisten der var dækket med et dannebrog til graven på den gamle Domkirkegård, hvor den lille familie for sidste gang tog afsked med deres kære fader.

Om sommeren glædede børnene sig til at komme på ferieophold i Danmark, turen gik de første år med den gamle hjuldamper Ægir til Nysted og for Fidde og Peter videre til Søholt Gods, senere kom Peter til Holbæk hos oberst Brandt og sikke nogle  herlige somre  Traditionen tro samledes de sydslesvigske feriebørn en dag oppe ved Nykøbing Sjælland med Larsen Grøn som centrum.

Enken gav ikke op trods de vanskelige forhold. Hun arbejdede for at dansk sprog og kultur igen skulle gro i den gamle by ved Slien. Hun var med til at oprette Slesvighus og en dag holdt den danske præst Noak, ikke at forveksle med skibsbyggeren med arken, i deres dagligstue den første danske gudstjeneste i Slesvig i næsten 60 år.

Årene gik, børnene blev store og efterhånden kom de ud af skolen og fik arbejde eller kom i lære, Hans kom i købmandslære i Flensborg, Cicilie kom i huset på Akaciegården i Farum. Christian og Annemarie kom også til Sjælland og så var det Peters tur til at forlade skolen, ja forinden var han blevet konfirmeret i den store domkirke . Peters hu stod til det med blomster og grøntsager så han valgte at gå i gartnerlære, men det skulle ikke være i Tyskland, dertil havde han for mange triste oplevelser, så han drog til det kære Holbæk. Hvor han boltrede sig mellem radiser, tomater, selleri, gladiolus, cyklamen, asperagus plumoses, hortensia og mange andre planter med mærkelige navne.

Og tænk sig han fik kørekort og kørte stolt på grønttorvet og solgte varer, og mestrene roste ham for det gode arbejde han gjorde.

Men se, der var også dengang raske drenge med bare ben i korte bukser og gule uniformer, man kaldte dem for ”gule spejdere” og sådan noget var lige noget for historiens hovedperson, så han kom med og gjorde karriere som patruljefører, tropsassisten og tropsfører.

Tiden ilede af sted, dag ud og dag ind, men en dag pakkede han sit gode tøj, pumpede cyklen, thi sådan en havde han også, og så tog han færgen til Jyllands hovedstad, for at se om blomsterne voksede på samme måde i den jyske jord.

I mellemtiden var landet blevet oversvømmet med utøj som kom nede syd fra. De gjorde livet surt for danskerne også for Peter så han valgte at rejse, og når man så også kunne få løn for det så var det jo ikke noget at kimse ad. Altså  blev han jernbanemand, med blank kasket og guldknapper. Nu var det altså sådan, at Peter ikke kunne tåle utøjet som havde invaderet landet, man kan kalde det allergi eller overfølsomhed, så det var en meget vanskelig tid for ham, til trods for at han havde stiftet hjem med kakkelovn og linoleum på gulvene og NN som nabo.

Utøjet kløede og kradsede, og så tænkte han at klimaet måske var bedre ude i Bredstrup så han tog en rask beslutning, læssede alt hvad de havde på en flyttevogn med gasgenerator og forlod Århus.

Om nu luften var bedre i Bredstrup er vel svært at sige, men man behøvede ikke at lufte ud for der var så mange sprækker i huset at det gik helt af sig selv, men det allerbedste var at ”de grønne” blev jaget hjem, og Peter kunne igen trække vejret frit.

Dag fulgte dag, år fulgte år og efterhånden var familien vokset. Peter blev bedstefar og oldefar, og da han jo var gjort af et godt stof, er han nu blevet en ældre herre, og det er jo egentlig grunden til at vi er samlet her i dag, men se det er en helt anden historie.