Erindringer fra min barndom i Syvstjernen

Fortalt af Anemarie Linke Hansen

Jeg er født i 1940 i Kulhus ved Kollekolle, på første sal i det første hus på vejen , hvor min mor og jeg boede til leje hos en Fru Jersbøl. Min far kom til Hareskov fra Tyskland, som flygtning i 1934.
Et ægtepar der boede på Skandrupalle i Hareskov tog imod de tyske flygtninge og hjalp dem. Han og min mor mødtes på Hareskovpavillionen sidst i trediverne, men da krigen kom cyklede min morfar ud til min far på Værløse Flyvestation hvor han arbejdede, der bad han ham om at tage cyklen til Helsingør og komme til Sverige... jeg blev født d. 13.juni 1940.
I min barndom var der kun 2 store slægter i Værløse nemlig Madsens og Pedersens. Selvfølgelig var der også enkelte store villaer , men marken på den ene side af Lille Værløsevej var ubebygget.
Jeg mener også at købmand Madsen var i familie med alle murerne Madsens i Værløse. Sønnen hed iøvrigt Knud.
Efter krigen flyttede jeg sammen med min mor og far til hovedhuset på Grantofte. Overfor os boede den ældre dame Fru Rasmussen, der hver dag gik til skoven og samlede brænde, ved siden af hende boede omtalte postmand Bendtsen, der havde en søn ved navn Bendt. Nærmeste nabo Heegård er mig også bekendt, de havde en lille hund en Schnauser.
Længere oppe ad Grantoftevej byggede en familien Nielsen, hvor jeg gik i skole med sønnen Leif.
Helt oppe efter svinget boede en familie der kun kaldtes Olaf Hummer, de havde en datter der hed Phoebe.
I et hus derefter boede Herdis med sin mand , der aldrig blev kaldt andet end Prinsen. Min mor har arbejdet hos en Keramiker Bülow der boede på venstre side af Grantoftevejen, huset lå lidt lavt på grunden. De lavede de sødeste små føl og heste.
På Grantofte boede der foruden min mor og far der hed Erna Hansen og Reinholdt Linke, også en skolesygeplejerske Fru Krabbe oppe på første sal. Jeg husker at hun døde på min fødselsdag i juni 1948. Min mor hjalp hende med vasketøj og sølvtøjs pudsning. og hun sagde ikke oppe i skolen hvis jeg havde lus, det fik min mor at vide derhjemme.
I selve villaen på Grantofte boede en Hr. og Fru Eriksen og bag deres hus lå et brændeskur, et svinehus og et vaskehus. Vasketøjet blev tørret oppe på tørreloftet over fru Krabbe. Til Fru Krabbes lejlighed hørte også en stor jagtstue der var bygget med høje udskårne træpaneler og hylder.
Derunder var en lejlighed der var beboede af flere skiftende familier
Og i det lille sidehus boede en fam. Trærup Andersen, De blev aldrig kaldt andet end Puk´s - konen hed Edel , manden Puk og børnene Bendte og Erik.
Når vi skulle ned til Købmand Madsen gik vi altid af bagvejen , der var en sti der endte lige overfor købmanden. Og der var den dejligste sang af frøerne fra mosen , som lå der hvor Syvstjernehusene blev bygget, jeg mener at det må have været sidst i 40erne. Bagerens Ilse og hendes søster kendte jeg også , jeg spillede håndbold med hende i flere år i Værløse hallen.
Mit bedste minde fra Grantofte er mine fødselsdage der altid blev holdt ude i den store dejlige have under æbletræerne , med min mors kridhvide duge på bordene og kakao i kopperne.
Overfor købmanden lå der en mark med rosenkål på , langs med den gik en sti op over marken til Værløse, forbi Kajemosen, der hvor nu Kollekolle vej ligger. I den mose fiskede jeg sammen med et par fætre med lange bambusstænger.... jeg husker tydeligt at jeg gik på kanten og tænkte at dette måtte være den højeste lykke man kunne nå. Stien slog derefter et sving og så lå der en gård på venstre side, hvor Amalie og hendes datter Tosse Margrete boede, man gik tæt forbi den og der blev altid banket på vinduerne efter een. Imidlertid var ikke alle børnene tossede, en af dem hed Anna og hun blev gift og flyttede til Mosevej i Værløse . Deres datter blev senere gift med min fætter .
Overfor boede en tømrer Hansen i et træhus med sin familie. Datteren hed Eva hun var ansat i Asylet på Værløsevej og hende fulgtes jeg med, når min mor ikke havde tid at følge mig..
Dengang gik Birkedalsvej over banen og ned "på marken" forbi postmand Nielsens hus. Han havde en søn der hed Lærke.
Lige før banen lå gartneriet Nordvang som ejedes af familien Høgsbroe... ikke at forveksle med det gartneri der lå på den anden side af vejen som ejedes af professor Klougart. Jeg har lige været til en fest, hvor min bordherre var gartner og han vidste en masse om Klougart. På det gartneri arbejdede min mor også om sommeren. De store drivhuse lå til sidst og var næsten alle smadrede og jeg husker ikke hvornår det blev revet ned.
Cykelsmeden i det hvide hus hed Harald, han lå i mange år på hjørnet af det der nu hedder Gartnerkrogen.
Familien Albér husker jeg også, jeg spillede senere også håndbold med deres datter Bibbi.
Jordemoder Maegård var min bedste venindes mor.....og sønnen Henrik Maegård brækkede armen på en kælketur ved Hejrebakken.
Fiskerhuset ved skoven husker jeg som Peter Kits hus..

Oppe i Bråderne boede en tante Marie og onkel August Pedersen til min mor. Tante Marie levede til sidst i 70erne og var en meget snakkesalig dame der oprindelig kom oppe fra Kalundborg kanten.
I 1951 købte mine forældre en grund på Bjørnsholmvej, hvor de byggede et rødstenshus forresten lige ved siden af Bager Larsen , som senere fik Skjold Burne i Torvegården.
Det var en stor sorg for mig at flytte fra mit dejlige Grantofte.... faktisk nægtede jeg at flytte med, men endte alligevel på Bjørnsholmvej 3 i slutningen af 1951.
Som plaster på såret fik jeg en hundehvalp af Boe Nielsens og da den begyndte at kigge efter damer, kom Vejmanden fra Bråderne og sagde at nu stod vores hund igen og kiggede ind ad deres vinduer efter deres tæve.
familien Boe Nielsen flyttede også til Bjørnsholmvej . Da de ældre døde flyttede Hans Boe Nielsen ind og jeg var barnepige for deres børn Alice og Torben.
Tjahh... det er hvad jeg lige nu husker .... håber at der er noget der kan bruges.

©Annemarie Linke Hansen

En lille tilføjelse/korrektion:

Poul Nielsen Klougart var ikke professor, men uddannet anlægsgartner.
Han forpagtede gartneriet Højlund af professor Le Maire omkring 1. marts 1932 og drev dette frem til sin pensionsalder i 1956.

Tak til Per Klougart Mortensen for hjælpen.

Videregivelse er ikke tilladt, jfr. Ophavsretsloven.
Det er imidlertid tilladt at linke direkte til denne side.

eXTReMe Tracker