Karen Madsen, født Mortensen, fortæller sin historie fra Apholm i Sigerslevvester

Karen Madsens livshistorie

Redaktørens kommentar til denne artikel:
Når man gennemlæser et slægtsregister er der mange navne og årstal som flimrer forbi. En gang imellem er det interessant at dukke ned under overfladen og se, hvilke menneskeskæbner der er at finde bag den statistiske overflade. Læs her en beretning om, hvordan livet formede sig på en mindre gård ude på Apholm i Sigerslevvester ved Frederikssund. Tak til Arne Strøm Madsen.

Hans Reckweg

Laurits Mortensen (7888)
Køn : Mand
Alder : 46
Født : 02 Okt 1873 Sigerslevvester
Døbt : 12 Dec 1873 Sigerslevvester
Død : 06 Mar 1920 Sigerslevvester
Begravet : 12 mar 1920 Sigerslevvester
Boende: Sigerslevvester
Gift: 03 Apr 1903 Strø
Stilling : Afbygger
Far : Niels Mortensen (4834)
Mor : Ellen Nielsdatter (4871)
Gift Anna Benthine Caroline Larsen (12349)
Børn : 19 Jan 1904 Emmy Mortensen (12350)
21 Sep 1905 Helga Mortensen (12367)
22 Mar 1907 Karen Nielsine Mortensen (12372)
26 Jun 1913 Olga Hansine Mortensen (12373)
26 Jun 1920 Ellen Mortensen (12374

Mor, Karen Madsen fortæller om sit liv :

Da jeg, Arne Strøm Madsen den 9. juli 1977, besøgte min mor, Karen Madsen, født Mortensen, fortalte hun noget om sin livshistorie.

Goddag Arne, og velkommen hjem. Ja, jeg fyldte 70 år her i foråret, og vi havde også en dejlig fest i anledningen. De allerfleste af den gamle familie var med, og jeg var da også ude at få en stille dans sammen med vore gæster.
Som du ved er jeg født ude på Kildeholm i Sigerslevvester den 22. marts 1907. I søskenderækken er jeg nr. 3. Den ældste hed Emmy, nr. 2 Helga, så mig og så Ingeborg som døde da hun lige var fyldt 9 år. Derefter kom Olga, og så Ellen.
Og min ældste søster Emmy, hun blev ikke mere end 36 år. Det er Svend Eriks Mor, ja, hun døde fra den lille dreng Svend Erik som var knapt 5 år. Og så har vi også mistet moster Helga, hun døde for 2 år siden i 1975.

Du spørger om det tidligste som jeg kan huske fra mit liv, jo det var min morbrors begravelse.
Jeg var da ikke begyndt at gå i skole, men jeg var med nede på gården medens de var til begravelse. Min morbror boede nede på Vindingegård i Strølille, sammen med bedsteforældre. Han var ungkarl og han døde da han var 35-36 år. Han hed Hans Larsen og han døde af stivkrampe.
Det var lige inden den første verdenskrig. Ja, den gang skulle vi hjælpe til derhjemme på gården, jeg begyndte at malke da jeg var 6 år , det var kun fordi det var sjovt. Men da jeg blev ældre, da skulle jeg hjælpe til.

Jeg har altid godt kunnet lide at hjælpe til, men selvfølgelig var der ikke malkemaskine den gang, det var at trække mælken af med hænderne. Og det var en gammel ko med stort yver som hængte så langt nede, at jeg måtte have en lille spand at malke i. En rigtig spand kunne ikke komme ind under yveret. Så måtte jeg tømme af i en større spand efterhånden.

Vi skulle også hjælpe til i marken, til at høste med var der en aflægger, det er en maskine med store vinger på som lægger et neg af ad gangen, men det var ikke bundet. Og så skulle vi binde alle negene bagefter, vi snoede halmbånd og bandt med.

Og vi børn vi slæbte sammen, og så rejste de voksne dem op til hobe. De skulle stå og tørre til det var tjenligt til at køre hjem. Vi havde ikke så stor en lade at der kunne være så meget derinde, så det blev sat i stakke og så tog vi en stak ind ad gangen. Og jeg kørte hestene når vi tærskede med sådan en splintermaskine. Det blev den kaldt, for der var ingen halmryster på. Når vi tærskede vintersæd, hvede og rug, rev Emmy og Helga halmen fra henne bag ved og så havde karlen snoet en hel del bånd til at binde med. Så han stod derhenne og bandt, og bar det ud på gårdspladsen. Og en en gang i mellem blev alle kærnerne skuffet hen i en bunke. Og hver gang der ikke var flere neg at komme i, så skulle vi op på stænget og kaste neg ned.

Jeg kørte hestene derude, der var to heste til at trække splintermaskinen. Det hed en hesteomgang, hestene trak i en bom og gik rundt og rundt, men de havde ikke bind for øjnene. Bare de ville gå ordentlig endda, for den ene blev ved at lægge sig op på siden af den anden. Når der så slet ikke kunne være mere af delene dèr, så bandt vi hestene fra og nu skulle der kastes.

Dertil brugte vi en maskine der skulle trækkes med håndkraft. Med en stor træskovl øste man kærnerne op foroven i maskinen. Og så var der en slags vindmølle på, som blæste alle avnerne fra. Neden under var det et sold som gjorde at alle de største kærner kom ud forneden foran, medens al frøet og de mindre kærner faldt ned under maskineriet.
En af os piger skulle stå og trække den med håndkraft, da jeg blev større og stærkere kunne jeg godt trække den. Men mens jeg var mindre lå jeg neden under og skovlede kærnerne væk, hen til siden, så der kunne blive plads til mere.

Så snart vi var færdig med alt det, så skulle kornet skovles op i sække. Derefter bæres op på loftet på stuehuset, ind igennem bryggerset og op på loftet. Det var sække på ca. 100 kg, og det støvede slemt hver gang sækkene skulle bæres op. Vi skulle jo have tærsket meget korn i løbet af vinteren. Så der var rengøringsarbejde bagefter i stuehuset. Og al halmen skulle bæres ud gennem staldgangen og ud bagved. Ved ajlebeholderen satte vi gerne vintersædhalmen, den skulle være til at strø med under køer, heste og grise. Det var sjovt hver gang vi skulle tage en stak halm ind, så skulle vi se hvor mange mus der var, og kattene havde travlt.

Det var om vinteren at vi tærskede mest, og så skar vi også hakkelse, men det var kun med én hest som jeg også kørte. Rundt og rundt, men vi sad aldrig på ryggen af hesten. Vi skulle have godt med tøj på når man gik derude i kulden. Og mor kom tit ud og kiggede for at se hvordan det gik.

Da jeg blev lidt ældre, en halv snes år, fik jeg et gedekid, og den var jeg vel nok glad for. Og hvert forår fik den to gedekid, og de kunne lege, nej hvor var de sjove. De kunne springe fra hesteomgangen og hen i brændestablerne, som karlen havde stået og stablet så pænt ! Det gedekid havde jeg vel nok meget sjov med.

I vores barndom havde vi nok at lave, vi skulle hjælpe til med alting ude og også inde. Efterhånden var der også en meget stor have vi skulle passe. Vi gik kun i skole hver anden dag, det var i Græse skole. Om sommeren havde vi håndgerning efter skoletiden, det var lærerinden der havde os til håndgerning. Vi lærte at strikke og sy.

Vi skulle dog ikke arbejde derhjemme om morgenen før vi gik i skole. Medens jeg var mindre havde vi en ung pige som malkede. Og så skulle vi piger skiftes til at hjælpe hende. Men efterhånden som vi blev ældre havde vi ikke nogen fremmed pige, så klarede vi det selv.

Da jeg var knap 13 år mistede vi vores far, men mor blev gift igen 2 år senere, jeg var da 15 år.
Den sommer skulle jeg med ud at høste hø, og da jeg var den yngste af os fire, skulle jeg køre hesteriven. Det var det nemmeste arbejde fandt de ud af. Men da karlen spændte hesten for, havde han ikke gjort det ordentlig.
Lige som jeg kørte så gik den ene line, og så stak hesten i galop. Og jeg faldt ned foran riven. Og alle tænderne, jeg ved ikke hvordan det er gået til at jeg er sluppet fri for riven, for den rev tøjet i stykker helt ind til skindet. Jeg prøvede på at rejse mig op, men jeg faldt sammen. De kom selvfølgelig løbende alle sammen. Også Mor, hun havde set hestene som kom splintrende hjem i gården, med to stumper stænger. Så vidste hun jo hvad der var sket. Så hun kom også rendende derud. Det var godt det gik så godt som det gjorde. De kom ned og fulgte mig hjem, jeg rystede jo så jeg kunne næsten ikke stå på benene. Jeg kom hjem og i seng, jeg havde fået et helt chok.

Da jeg var 19 år kom jeg ud at tjene og jeg gik til kjolesyning i Frederikssund hos en dame. Om efteråret fik jeg plads inde hos sognefogeden i Kregme. Der var jeg så den vinter, så skulle min søster Helga giftes om sommeren. Derfor havde de brug for mig derhjemme, så jeg kom hjem igen

Men jeg blev efterhånden 20 år, og vi fik da lov til at komme ud og more os en gang i mellem. Det var nærmest i Græse skole der var fest, ja, jeg gik også til gymnastik i fritiden.

Da jeg var 21 kom jeg på Ollerup Gymnastikhøjskole på Fyn. Den tid mindes jeg altid med glæde, jeg glemmer det aldrig. Jeg var der 3 måneder sammen med vores nabos datter, hun hed også Karen. Det var fra første maj til august i 1928 da jeg var 21 år.

Derefter havde jeg plads i Sigerslevøster Brugsforening en vinter. Og næste efterår blev jeg gift. Jeg traf min mand, din far, nede til et bal i Klubben Enigheden i Frederikssund på Hotel Isefjord.

Og jeg traf ham også da jeg kom hen at tjene i brugsen. Da kørte han mælk, for han havde en plads hvor han skulle køre mælk. Og han kom altid til brugsen så jeg kunne se ham.

Vi blev gift i december 1930, vi boede først til leje ved Kulhuse, men året efter købte vi en forsømt gård i Sigerslevøster. I starten manglede meget af taget på den firlængede ejendom, og i marken var der ikke andet end kvikrødder. Far harvede kvikrødder sammen og stakkede lige som man stakker hø.
Og hjemme omkring gården var der så fyldt af skidt, møg og sten og alt muligt. Der var nok at rydde op i. I staldene var der stampet lergulv, det så ganske forfærdeligt ud alt sammen.

Også i udhusene var der lergulv, og der støbte far også gulv. Stuehuset var nogenlunde pænt for konen der var, ville gerne have det pænt. Alligevel var stråtaget så utæt at vi måtte have to store zinkbaljer i soveværelset til regnvandet. Men manden var jo vognmand, så han var lige glad med jorden og bygningerne. Vi gav 18.600 kr. for den meget vanrøgtede gård på 12 tønder land med en udbetaling på 4.000.

Da vi overtog gården sad der noget gammelt sæd i laden, den havde siddet der i flere år. Det var den 15. maj vi startede på gården, der var sået, men meget dårligt i jord fyldt med ukrudt.

Så kom børnene, Inge kom jo først, så kom Jørgen og til sidst kom du, Arne. Det var før Anden Verdenskrig det hele. Dengang var det sådan at jordemoderen måtte tage betaling i procenter efter indkomsten. Det blev ikke til mange kr. hos os, for vi tjente ikke noget. Der var nok at se til med de unger, de rendte omkring hele tiden. Og først i 1941 – 42 fik vi indlagt strøm, de første 10 år måtte vi nøjes med petroleumslamper. Vi måtte gå med en lygte i hånden, når vi skulle gå fra det ene sted til det andet ude i stalden. Men vi havde heldigvis to lygter, vi havde en som hængte ude i roehuset. Så kunne far se derude og hente roer ind til køerne, og så var den anden lampe inde i stalden.

Bare jeg var rask endda, men når jeg skulle ligge i sengen, som jeg så ofte gjorde, så var der ikke meget grin ved det. Jeg døjede noget så forfærdelig med hovedpine.

Når vi skulle i byen og besøge nogen, så måtte vi blive hjemme, eller også måtte vi tage børnene med. Det var ikke altid så sjovt at tage imod os.

Jeg kan huske at vi havde barnepige nogle gange, når der var et sted hvor vi ikke kunne tage børnene med. Der var en ældre dame fru Risholt og en Signe Nissen. Hun kunne nok være barnepige, og manden kunne nok passe dyrene, men han kunne ikke malke. Så skulle vi foruden have en til at malke, det var et værre liv.

Men der blev da kønt ved vores hjem efterhånden som træerne voksede, ja efterhånden som vi fik sat det i stand alt sammen, så var det dejligt, fred og ro var der i hvert fald også.

I 1936 – 37 fik far den idé at sætte kartofler til spiring i hjemmelavede kasser med hønsenet i bunden. Og da kan vi godt sige, begyndte det at gå fremad for os. Og efterhånden blev det bedre og bedre. Far købte vandingsanlæg til de tidlige kartofler, og vi startede også på at plante jordbær. Senere plantede far ret store stykker med hindbær og solbær, drueagurker og asier. Da var vi nødt til have hjælp fra nogle plukkedamer fra omegnen. Det var egentlig meget sjovt, og vi havde også mosen lige ved siden af til at vande fra. Efterhånden fik vi råd til at bygge lidt til både stuehus og stalden og vi fik et muret maskinhus med kælder.

I 1945 skulle Inge konfirmeres, ja, det var lige da krigen hørte op. Og vi havde et farligt mas med at få samlet noget tøj sammen til hende. Jeg kan huske at vi købte hendes konfirmationskjole allerede om efteråret. Ja, det var ikke fordi den var så pæn, men jeg måtte tage hvad jeg kunne få. Jeg turde ikke vente længere, jeg var bange for at jeg slet ikke skulle få fat i noget. Til konfirmationen kom hele familien, fars og mine søskende.
To år senere var det Jørgens tur til at blive konfirmeret, og Inge rejste på skole. Ja, hun kom ud at tjene da hun var 15 år, så hun havde et par pladser indtil hun kom på skole, da var hun lige fyldt 18 år.
Jørgen gik på nabogårde og hjalp til indtil han blev 15 år, så kom han også ud at tjene.

Årene gik, vi fik runde fødselsdage og også sølvbryllup med familiefest. Vi fik fjernsyn og ny sofa, lænestole og sofabord til den ny stue blev der også råd til. Og i 1955 købte vi en Opel 1938, den bil havde vi megen fornøjelse af, nu kunne vi meget nemmere komme af sted. Og det var alt sammen muligt på grund af vor fortjeneste ved salg af tidlige kartofler og jordbær med mere.

Da far var sidst i halvtredserne blev han langsomt dårligere og dårligere, der var noget galt med maven, som doktor Asmussen ikke rigtig vidste hvad var. Far gik og var syg i 4 – 5 år inden han kom på sygehuset og blev undersøgt. Han blev opereret for et slemt mavesår den 10. april 1967, det var på Inges fødselsdag. Heldigvis havde Jørgen nu fået bil så han kørte hjem til mig og rensede under grisene m. m., og han kørte for mig ned til hospitalet så jeg kunne besøge far hver aften.
Så begyndte vi for alvor at snakke om at sælge gården, for far kunne ikke arbejde ret meget mere, vi solgte ejendommen i efteråret 1969.

Vi fandt og købte et dejligt hus i Frederikssund, det er vi godt tilfreds med. Vi har her en dejlig have med masser af blomster. – Men hjemme i Sigerslevøster var der også altid fuldt af blomster.

For nogle år siden tog de min galdeblære. Og alle galdegangene var fulde af grus sagde de, så det har været et større arbejde at fjerne. Der gik flere måneder før jeg kom over det og igen kunne klare at lave noget.
Og for to måneder siden var jeg igen på hospitalet, denne gang en måned på grund af en blodprop i hjertet. Det er nu en måned siden jeg kom hjem, det går fremad, men jeg er stadig meget træt.

Dette var min mors, Karen Madsen, født Mortensen, beretning om dele af sit liv.
Mor fik efter juli 1977 flere blodpropper, hun døde november 1980.

Far, Harald Strøm Madsen, fik efterfølgende også sygdom og døde november 1985
©Arne Strøm Madsen

Videregivelse er ikke tilladt, jfr. Ophavsretsloven.
Det er imidlertid tilladt at linke direkte til denne side.